Jeg har fået en gammel bog op under neglene: Six Thousand Years of Bread af H.E. Jacob, og nu har jeg læst første kapitel. Bogen er – i følge min foreløbige vurdering – faktisk ret velskrevet, og selvom den er omhyggelig, er den ikke alt for akademisk – på den ulæselige måde. Det tyder godt. Måske får jeg ligefrem læst den hele…

Første kapitel handler om det, der går forud for brødet: urmenneskene skal lære at dyrke korn. Og hvordan mon de gjorde det? H.E. Jacob har nogle gode og sjove bud og nogle vinkler, som jeg ikke lige har overvejet tidligere. (Jeg kommer til den sexede bonde senere!)

I de allertidligste tider levede mennesker som jægere og samlere; dvs. at de fangede og indsamlede så meget mad som de kunne med den mængde kræfter, tillærte evner og ikke mindst held, som de tilfældigvis havde. (Måske har tingene ikke ændret sig så meget…)

(“Forhistorisk” genstand af kunstneren Banksy)

Da man gik fra at spise råt kød til stegt, har man kunne gemme kødet længere inden det fordærvede, men stadig var man meget afhængig af en heldig jagt.

På et tidspunkt har en eller anden kvik huleboer nok tænkt, at jagtlykken kunne holdes i kortere snor, hvis han indfangede nogle dyr og holdt dem i snor. Eller nok snarere i en indhegning. Og efter en masse besvær med at tæmme vilde dyr blev jægeren til hyrde.

Urkvinderne har brugt tiden med at passe afkommet og med at undersøge planter hjemme i nærheden af hulen, mens mændene jagede eller prøvede at tæmme deres aftensmad. Frøene fra forskellige græsser har været gode at spise, og hun har samlet så mange som overhovedet muligt og hun har måske ligefrem samlet mere end de kunne spise.

H.E. Jacob forestiller sig, at et forråd af indsamlede frø har ligget inderst i hulen. Fugt har ramt frøene, som er begyndt at spire og smagen er blevet ødelagt; måske er de ligefrem blevet angrebet af mug. Urmanden har – sikkert efter at have skældt urkonen ud – smidt de spirede, dårlige frø på møddingen udenfor hulen, og til deres store undren, har de begge kunnet se de gode græsser dukke op mange måneder senere.

Den kloge kone med forstand på planter og urter har set lyset, og begynder så småt at plante græsfrø og andre frø, mens manden er ude for at trutte i jagthornet med gutterne. Hun bruger måske en pind til at stikke huller i jorden med, så hun kan få frøene ned i jorden. Det går langsomt, men hun har god tid.

Efter nogle tusind år på denne måde får en af hendes endnu klogere efterkommere den idé at lave en hakke. Måske fik hun manden til at lave den til hende. (Gade vide, om det betyder noget, at en hakke hedder en “hoe” på engelsk…?!) Nu gik hendes arbejde med at gøre jorden klar til at blive tilsået noget hurtigere.

H.E. Jacob forestiller sig i øvrigt, at den kloge kone har fået så meget indsigt i særlige planter og deres forskellige virkninger, at hun har kunnet lave urtedrikke til sin mand. Én drik til at dæmpe hans frygt, en anden til at få ham til at sove og en tredje til at få ham i godt humør. (Med en fjerde drik KUNNE den sexede jæger komme ind i billedet – og det gjorde han muligvis.)

En dag, da Hr. Hulemand var i rigtigt overstadigt humør efter en veloverstået jagt og en flok urtebamser tog han måske i sin økologiske brandert fruens hakke og drev den dybt ned i jorden – og kunne ikke få den fri igen ved egen kraft. Han hentede sin tamme ko, bandt den fast til hakken med flettet græs, og gav så koen et rap over halestykket. Vupti! Sådan er mænd: selv i en brandert formår en mand at opfinde en af menneskehedens største og vigtigste frembringelser: ploven. Med ploven skaber han en plovfure. I plovfuren drysser hulefruen græsfrø. De har skabt en mark. Og de er blevet bønder.

Og her kommer den sexede bonde ind i historien. Vi vender tilbage til det store øjeblik fra for lidt siden. Se det for dig: en gruppe halvsnalrede hulemænd ser den nye plov trænge dybt ind i Moder Jord. De ser det mørke dyb blive åbnet for øjnene af dem af den store kæp. De fantaserer om, hvordan de nu kan avle på jorden, på samme måde som de avler på deres kvinder. De grynter fjoget noget om at sprede deres sæd. De får lyst til at besidde deres jord, som de besidder deres kvinder. Og de syntes ganske givet, at de var nogle Fandens karle. Følelsen sidder vist i mange mænd endnu…

(En noget senere model med et seriøst plov-”jern”)

Og så er det måske ikke engang løgn. Det er måske løgn, at det er sket lige på den måde, men det er ikke løgn, at med opfindelsen af ploven blev mennesket herre over jorden på en helt ny måde. Det var ikke længere – kun – tilfældigheder, der afgjorde, om der var korn i hulen om vinteren. Og det er ikke løgn, at der findes (fandtes) frugtbarhedsritualer, der indebærer samleje mellem bondemand og bondekone på den bare jord, som skulle minde den høstede jord om at blive klar igen til at tage imod og lade nye frø gro.

Forfatteren skriver: Den pløjede mark ophørte med at være afhængig af hvordan vinden blæser – og dette var nyt. Der, hvor mandens (menneskets) plov sank ind i jorden, ophørte den promiskuøse blanding af kønnene; marken blev monogam. Manden åbnede jorden, som måtte følge hans vilje. Derfor er det sådan overalt på jorden, at landbrugets guder også er guder for ægteskabet. Og modsat er vindens guder også guder for utroskab og tyveri.

Den stærke kobling mellem jordens og menneskers frugtbarhed med ploven som samlende symbol ses fx. også i dette gamle sumeriske digt – oversat til engelsk – som blev fremført af ypperstepræstinden Inanna, som led i et ritual, der skulle vise Gudindens accept af en ny konge. Ritualet indeholdt ikke bare erotisk digtoplæsning, men simpelthen sex foran en jublende og hujende folkeforsamling!

My vulva, the horn,
The boat of Heaven,
Is full of eagerness like the young moon.
My untilled land lies fallow.
As for me, Inanna,
Who will plow my vulva?
Who will plow my high field?
Who will plow my wet ground?
As for me, the young woman,
Who will plow my vulva?
Who will station the ox there?
Who will plow my vulva?

(Når nu du er nået helt herned vil jeg lige minde dig om noget: jeg er IKKE historiker; jeg er ikke forsker; jeg er ikke kildekritisk; jeg er ikke udtømmende; der er rigtig mange ting jeg ikke er. Men jeg prøver at fortælle en sjov historie, som kan minde om at brød er en vigtig del af livet og ikke kun et stativ til smør, ost og andet pålæg.)

Sankt Hans i vores familie er som regel optaget af min søns fødselsdag, så kagemenuen er nem: lagkage.

Sankt Hans aften er oftest domineret af halv- og helhedenske traditioner med hekse, snobrød og bål, og dem skal vi endelig holde fast i, for de er en vigtig del af vores historie og giver os en god anledning til at glædes over vores lyse nætter og til at overveje hvilke mærkelige ting, der kan ske i årets korteste nat…

Men dagen er jo også en kirkelig højtid der markerer en vigtig fødselsdag, nemlig Johannes Døberen, Sankt Hans. Da jeg for et par år siden gav mig til at tænke over hvilken kage, der ville være passende – udover lagkage, måtte jeg genopfriske historien om Johannes: Johannes var en fætter til Jesus og han blev født præcis et halvt år før – altså den 24. juni. Det fortælles om ham, at han levede i ørkenen klædt i kameluld og at han døbte folk i Jordanfloden. Han levede spartansk af en føde bestående af græshopper og vild honning.

Jesus insisterede på at blive døbt af Johannes, selvom denne mente at Jesus ikke havde brug for dåben – det symbolske bad, der renser synder bort.

Med disse oplysninger om Johannes er hovedingredienserne til en Sankt Hans-kage oplagte: vand, honning og (chokolade-)græshopper:

Vandbakkelser
• 100 g smør
• 3 dl vand
• en knivspids salt
• evt. 1 tsk sukker

• 100 g mel
• 3 æg

Varm smør, vand, salt og sukker op i en gryde. Når smørret er smeltet, piskes melet i.

Blandingen varmes godt igennem i gryden, mens du rører med en træske, indtil dejen begynder at slippe siderne. Tag dejen af varmen og lad den køle den godt af.

Rør ét æg i dejen ad gangen. Du skal røre kraftigt og grundigt, så ægget bliver fuldstændig optaget i dejen mellem hver gang du tilsætter et æg.

Når alle æggene er rørt i dejen skal den være blød uden at være udflydende. Dejen kommes i en sprøjtepose (evt. en frysepose, hvor du klipper et hjørne af og presser dejen ud) og sprøjtes ud i små kugler på bagepapir.

Vandbakkelserne bages i 15-20 minutter ved 175 grader, indtil de er vokset til dobbelt størrelse og er gyldne og luftige. Køl vandbakkelserne helt af. Skær dem næsten over.

Honningflødeskum
• ¼ l piskefløde
• 1 spsk. honning

Pisk fløden til flødeskum med honningen. Kom honningflødeskummet i en pose, klip et hjørne af og sprøjt det ind i vandbakkelserne – eller læg det ind med en teske.

Chokoladegræshopper
• 50 g mørk chokolade

Læg chokoladen i hjørnet af en frysepose. Kom chokoladen i mikroovnen i ganske kort tid. Smelt chokoladen. Pas på, at du ikke giver den for længe, så bliver den brændt!

Klip et lille hul i hjørnet af posen og tegn en chokoladegræshoppe på toppen af hver vandbakkelse. (Øv dig evt. lidt inden du “tegner” på vandbakkelserne. Hvis det ikke kommer til at ligne, gør det ikke så meget!)

Mærkeligt nok er der – så vidt som jeg har kunnet opsnuse – ikke nogen stærke kagetraditioner knyttet til kirkeårets tredje store helligdag: pinsen. Jan Lindhardt gjorde en indsats for nogle år siden for at indføre fisken som pinsespise, men dels er fisken jo ikke en kage, og dels fortæller fisken ikke umiddelbart noget om, hvad pinsen egentlig handler om. Derfor har jeg et bud på en pinsekage, og det er i mine øjne ret indlysende: man siger jo at pinsen er kirkens fødselsdag, og så skal det selvfølgelig være en lagkage. Hvor svært kan det være?!

Pinselagkage med lys

Pinselagkage
1 pk. lagkagebunde
40 g. mørk chokolade
100 g. abrikosmarmelade

½ l piskefløde
150 g hindbær (frosne)
½ dl. sukker
1 tsk vanillesukker
ca. 15 knuste makroner
9 friske, perfekte hindbær
Evt. 2 passionsfrugter

300 g sugarpaste/fondant til overtræk (fås fx. hos www.specialkoebmanden.dk)

Æggehvideglasur til pynt rørt af ca. 150 g. flormelis og lidt pasteuriseret æggehvide. Massen skal være omtrent som tandpasta.

Drys sukker og vanillesukker over de frosne hindbær og stil dem til optøning. Når de er tøet op sigtes den overskydende saft forsigtigt fra.

Pisk fløden til fast skum og vend forsigtigt hindbærene i. (Hvis du kan skaffe passionsfrugter kan du supplere med pulpen fra to frugter. Det smager fantastisk, og navnet kan vise tilbage til passionsdramaet, som er gået forud for pinsen.) Tag et par skefulde af skummet fra og rør så forsigigt de knuste makroner i flødeskummet

Smør den første lagkagebund med et tyndt lag abrikosmarmelade. Smelt chokoladen – evt. i en plastikpose i mikroovnen. Klip et lille hul i hjørnet af posen og sprøjt tynde striber af chokolade på bunden.

Læg halvdelen af fyldet på kagebunden. Læg en bund over. Pres evt. let på bunden så fyldet fordeler sig jævnt. Smør også den med marmelade og giv den chokoldestriber. Læg resten af fyldet ovenpå og læg den øverste kagebund på, når den også har fået abrikos- og chokoladekuren. Den sidste bund skal vendes, så den glatte og usmurte side vender op. Pres igen let, så kagen bliver plan.

Glat evt. siderne af lagkagen med en spatel, og smør et tyndt lag af skummet, som du tog fra inden makronerne kom i, på hele kagens overflade – også toppen.

Rul sugarpasten tyndt ud og læg den over kagen. Skær det overskydende fra. Pynt kanter og top med æggehvideglasur og frugter og sæt lysene i.

Hvis du ikke vil kaste dig ud i sugarpaste-delen, kan du dække kagen af et tyndt lag flødeskum.

Forklaring:
Grunden til at man kalder pinsen for kirkens fødselsdag er den, at det der skete noget særligt den dag, som gav disciplene mod til at begynde den store opgave det var – og er – at “gøre folkeslagene til mine disciple”.

Disciplene, som var frustrerede over at Jesus var forsvundet fra jorden ti dage tidligere, oplevede pludselig at Helligånden kom over dem i form af ildtunger, der satte sig på dem og som gav dem evnen til at tale alverdens sprog. De blev simpelthen klar til at være kirke og til at bringe budskabet om Jesus ud i verden, selvom han ikke længere var iblandt dem rent fysisk.

Pinselagkagen skal derfor udstyres med 12 lys – et for hver af de tolv disciple (Judas var blevet erstattet af Matthias), og mens man tænder lysene kan man jo tænke på at ild – Helligånden – kan virke som en fantastisk kædereaktion: det ene lys tænder det næste, som måske tænder et eller to mere, og kæden kan i princippet fortsætte for evigt. Kæden er ikke blevet brudt i over 2000 år!

Kagen er pyntet med 9 røde bær – i dette tilfælde hindbær – fordi der i Galaterbrevet 5,22-23 står følgende: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. I Danmark har vi ikke nogen stærk tradition for at tale meget om Helligåndens ni frugter, men det gør man i andre lande. Og i denne lagkagesammenhæng er det jo oplagt at lade sig inspirere. Andre frugter kan selvfølgelig også bruges, men eftersom Helligåndens – og ildens – farve er rød, vil især røde frugter give god mening.

Som yderligere pynt på kagen ville jeg egentlig have forsøgt mig med en frihåndsudgave af et andet af Helligåndens symboler, nemlig en due, men det opgav jeg, da jeg læste på internettet, at helligåndens ni frugter også kan repræsenteres af en nitakket stjerne. Det var nu heller ikke helt let, men jeg øvede mig lidt på papir, inden jeg “tegnede” på kagen.

Rigtig god fornøjelse og rigtig god pinse!

Vi skal have dejlige, varme, runde, gyldne pandekager i dag!

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

For første gang i mange år passer det rent faktisk! I dag – 40 dage efter jul – er det kyndelmisse, og set herfra hvor jeg sidder, er det virkelig hvidt derude. Der er godt nok ikke nogen abildgård udenfor, kun københavnertrafik, men alligevel.

Kyndelmisse er en spændende dag af mange grunde. Dagen ligger som nævnt 40 dage efter jul. Maria – og enhver kvinde, der havde født – blev anset for uren og kunne først komme i templet og blive renset 40 dage efter fødslen. Jesus blev ifølge Bibelen vist frem i templet denne dag, men til kyndelmisse fejres visse steder ikke bare denne præsentation, men alle fødende kvinder.

I det gamle bondesamfund blev kyndelmisse, som ligger midt mellem 1. november – vinterens første dag – og 1. maj – vinterens sidste dag – anset for at være midvinter. Det var en dag, hvor man skulle se efter, at man stadig havde halvdelen af sit vinterforråd tilbage, og hvis man havde det, var der god grund til at holde en fest. Kyndelmissefesten eller Kjørmesgildet var ofte et sammenskudsgilde, hvor man bl.a. spiste kraftig suppe, stuvet hvidkål med flæsk og pølde – og pandekager.

Pandekagerne har måske været særligt populære denne dag, fordi en lækker, rund, varm, gylden pandekage minder om solen, som kan forekomme så alt for langt væk.

De fleste ligger inde med en almindelig pandekageopskrift, men jeg er blevet glad for at lave de lidt tykkere amerikanske pandekager:

1 æg
2½ dl kærnemælk
½ tsk natron
1 tsk bagepulver
1 spsk mørk farin
1 dl grahamsmel
1½ dl hvedemel

Det hele røres let sammen og dejen bages i smør til små gyldne kager på en godt varm pande.

Amerikanske pandekager skal være mindre end almindelige danske pandekager, så der kan være plads til tre ad gangen på en almindelig pande. Man kan købe masser af særlige pander til små pandekager eller blinis, men det er ikke nødvendigt; dejen bliver så tilpas tyktflydende, at det skulle være til at styre uden fordyrende mellemled.

Hvis det skal være helt rigtigt stabler man pandekagerne i bunker med mindst tre i hver. De skal have en lille smørklat på og meget gerne (ahorn-)sirup eller flydende honning.

Kyndelmisse betyder i øvrigt messe for lysene (latin: candalarum misa; engelsk: candle mass), så det er også en god anledning til at tænde en masse stearinlys.

Jeg elsker, når jeg opdager noget nyt.

Jeg har længe vidst, at man i Frankrig fejrer helligtrekonger med en lækker kage, Galettes des Rois. (Opskriften findes på min anden blog.) Den har jeg bagt et par gange og den er både fin, festlig og, som sagt, lækker. Kagen hylder de tre vise mænd, der denne dag – 6. januar – nåede frem til jesusbarnet og viste deres anerkendelse af at barnet var Guds søn ved at have gaver, røgelse og andre kostbarheder med.

Sødt kul til helligtrekonger

Men i Kristeligt Dagblad kunne jeg i går læse om en italiensk skik: her er det en gammel heks, La Befana, der er på banen den 6. januar. Der er nogle variationer over historien om hende, men én historie fortæller, at hun fik besøg af de tre vise mænd da de var på vej for at finde den nyfødte. Befana mente, at hun havde for travlt med at gøre rent i sin hytte til at kunne hjælpe og hun sendte vismændene videre. Efterfølgende fik hun dårlig samvittighed og begav sig ud for at finde dem. Hun leder stadig og kommer den 6. januar i alle italienske hjem, hvor der er børn, for at se, om jesusbarnet er der.

Ifølge skikken har hun slik og gave med til de søde børn, og kulstykker til de uartige. I disse blødsødne tider er kulstykkerne som regel stykker af slik, der LIGNER kul. Og det er jo lige noget for mig.

Med hjælp fra min gode ven Google fandt jeg en opskrift på “Carbone dolce”/”Sweet coal”/”Sødt kul”, og det er relativt nemt at gå til; visse ingredienser er muligvis lidt svære at få fat i – og et sukkertermometer er en rigtig god hjælp:

400 g sukker
125 g lys sirup
1 3/4 dl vand
sort madfarve (helst som pasta eller pulver)
1 tsk anisekstrakt (fås fx. hos Panduro Hobby)
½ tsk bagepulver

Bring sukker, sirup og vand i kog ved medium varme. Rør forsigtigt og pas på, at der ikke sætter sig sukkerkrystaller på siden af gryden. Børst dem evt. væk med en våd bagepensel.

Når blandingen koger, skrues der op på fuld kraft og sukkermassen koges indtil den når 150 grader. Tag gryden af varmen.

Rør forsigtigt farve, smag og bagepulver og rør i et par minutter med en ren træske indtil blandingen ikke bobler mere.

Et stykke kul til et uartigt barn...

Hæld blandingen i en form beklædt med bagepapir fx. 20 x 20 cm. Lad det køle helt af.

Når “kullet” er helt koldt og størknet tages det op af formen og slås i stykker med en hammer. Det skulle nu gerne ligne kulstykker, som kan deles ud til de uartige – og artige – børn i nærheden.

Befana har muligvis sit navn fra ordet Epifania, som mange steder er navnet på Helligtrekongersdag. Ordet betyder åbenbaring eller tilsynekomst og hentyder til, at på den dag blev det “officielt” at det nyfødte barn i krybben var Guds søn.

Lussekatter

I princippet bør man jo holde sig til smalkost i adventstiden. Det virker ikke i virkeligheden, men altså i princippet: ugerne op til jul var oprindeligt en alvorlig tid, hvor man ventede og forberedte sig til den store højtid. En lang periode med beskedne fødevarer gjorde desuden det planlagte julemåltid til en ekstra stor oplevelse. Det var en rigtig fest, som stod i stor modsætning til hverdagen.

I vore dage er december måned – på godt og ondt – for mange mennesker ét langt ædegilde. Vi bevæger os fra julefrokost til juleafslutning og til julefrokost igen. Og spiser. Og drikker. Når vi når frem til juleaften har jeg ofte bare lyst til en salat og et glas koldt vand og kan næsten ikke klemme en pebernød ned. Det er i grunden lidt ærgerligt.

Nå, men sådan er det – og måske vil jeg til næste jul tage en beslutning om IKKE at prøvesmage mine julesmåkager, IKKE at spise konfekt før den 24. og IKKE forspise mig til de julefrokoster, som jeg måtte blive inviteret til…

Midt i adventstiden ligger svenskernes højtelskede Luciadag. I Danmark fejrer vi Luciadag med luciaoptog; altså især med den dejlige luciasang og søde børn på rækker med lys i hænderne. Lysene er dels en henvisning til Lucia og hendes navn, der betyder lys, men de bruges også til at holde mørket og de mørke magter borte.

Før den gregorianske kalender blev indført, lå Luciadag nemlig på vintersolhverv, altså på den korteste dag med den tilsvarende længste nat. Enhver ved, at i en så speciel nat kan mærkelige og uhyggelige ting ske. I denne mørke, lange nat kan det gode og det onde blive forvekslet med hinanden. I lucianatten kan man tage fejl af den gode Lucia og Lucifer – selveste Fanden, hvis man ikke passer på.

I Sverige bager ethvert hjem med respekt for sig selv “lussekatter” til Luciadag. ”Lusse” er kælenavn for både Lucia og Lucifer. Lussekatter er søde, bløde hvedeboller, som er særlige ved at de er farvet og smagssat med safran. En lussekat bliver fin og gylden – som en lille flamme i mørket. Den er god at have, mens vi venter…

Lussekatter:

50 g smør smeltes i en kasserolle
5 dl mælk lunes med smørret til det er fingervarmt
50 gram gær smuldres i en stor skål. Smør/mælk tilsættes. Rør til gæren er opløst.
1 tsk salt og
2 tsk sukker og det meste af
15 dl mel røres i blandingen. Hold et par dl tilbage. Ælt indtil dejen ikke klistrer længere. Stil den til hævning et lunt sted dækket af et klæde indtil den er ca. fordoblet i størrelse; dvs. ca. 1 time.

1 g safran stødes i en morter med
1 tsk sukker. Pisk det med
125 g smør,
1½ dl sukker og
1 æg indtil blandingen er lys og luftig.

Ælt nu den søde smørblanding og den hævede dej sammen. Tilsæt det mel, som du holdt tilbage tidligere. Ælt til dejen er blød og smidig.

Del dejen i mindre stykker og form nu lussekatterne. Den klassiske form er som et snoet S, men der er mange muligheder. Læg lussekatterne på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve til næsten dobbelt størrelse.

1 æg piskes let sammen og pensles på lussekatterne, som desuden pyntes med
rosiner.

Bag lussekatterne midt i ovnen ved 250˚ i 8-10 minutter.

Mikkelsdag er en lidt overset dag i kirkeåret. Dagen falder den 29. september – det er i dag! – og er opkaldt efter Sankt Mikael (dansk: Mikkel) og han var en af fire ærkeengle. Mikael var den største og stærkeste, og han ses ofte afbildet i panser og plade og bevæbnet med et stort sværd.

• Selve kagen er lavet efter opskriften på Auroras Fantastiske Chokoladekage. (Jeg lavede en stor portion af en hel pakke smør, så er der til ca. 24 personer; gang selv op!)

• Ganachen ovenpå er lavet af 1,5 dl fløde (lidt mere ville ikke gøre noget) + 400 g. mørk chokolade.

• Brombærcoulis lavede jeg af (hjemmeplukkede – i god tid før Mikkelsdag!), som jeg gav et opkog, passerede gennem en sigte og smagte til med sukker. Det præcise forhold kan ikke angives, for der er stor variation dels af brombærs surhedsgrad og dels af hvor sød man selv ønsker smagen. Prøv dig frem!
• Englevingerne lavede jeg i fri hånd. Jeg smeltede noget hvid chokolade i hjørnet af en almindelig frysepose: bandt posen til og lagde den ned i vand, der har kogt og er kølet en anelse af. Jeg “æltede” chokoladen for at sikre mig, at der ikke var nogen klumper tilbage, og klippede et lille hjørne af posen, så jeg kunne sprøjte direkte på kagen. (Man kan jo liiige øve sig på et stykke staniol først, så man får formerne “ind i hånden”…

Nej, jeg mener ikke at vi skal begynde at slå på hinanden! Jeg mener, at vi skal spise gode kager, som får os til at huske. Og måske forstå.

Vi husker med alle sanser, og for nogen af os er det vigtigt, at hukommelsesorganet mellem ørerne får lidt støtte og bliver suppleret. Her kommer de gode kager ind i billedet.

Til mange af vores kirkelige højtider er der kager eller andet godt, som hører til dér og ikke andre steder i kalenderen. Prøv at servere vanillekranse, peberkager og klejner til en påskefrokost, og dine gæster vil tro, at du har fået pip. Giv dine børn chokoladepåskeæg til Allehelgen, og de vil miste den sidste rest af tillid til dine åndsevner.

Mere senere…